For at starte et sted. Jeg vil påpege at BlicherLAN ikke er et miljø for professionelle gamere - og aldrig skal bestræbes på at blive det. Dog kan eventet - ligesom mange andre LAN-events - fungere som et springbræt for kommende e-Sportsudøvere.
Mit navn er Mikkel Borre og jeg er en del af BlicherLAN arrangørteamet. Jeg er desuden uddannet eSportsinstruktør og starter snart på arbejdet med at udvikle Randers Ungdomsskole eSportstilbud. Her får du mine tanker om, hvordan en casual gamer kan komme tættere på drømmen om et liv som professionel gamer. Mit vigtigste råd: Udvid dit netværk med dygtige computerspillere.
Af Mikkel Borre Sørensen
Til LAN møder du nye mennesker
Som Jacob beskriver i blogindlægget 'Den sociale gamer', er der mange, der deltager i LAN-events for at få del i et socialt fællesskab. Et fællesskab, der udfordrer deltagerne, og kan stille dem i situationer, hvor de lærer nye ting om sig selv - og møder nye mennesker. Netop denne sociale proces, hvor deltagerne møder nye mennesker, og får udvidet deres netværk, er essentiel. Særligt hvis de har ambitioner og ønsker at komme i kontakt med bedre spillere.
LAN er en vej til det professionelle liv
E-Sporten stormer fremad. Vi vil i fremtiden se en mere struktureret tilgang til dyrkelsen af e-Sportens talenter. Men vi må også være realistiske og indse, at den e-Sportsverden vi står i lige nu, er ret lille. Da jeg skrev mit bachelorprojekt i Idræt sidste sommer, var der sideløbende en projektgruppe, der skrev om talentudvikling inden for e-Sport. De interviewede flere e-Sportsudøvere, som har haft kontakt til det professionelle miljø. Fælles for alle e-Sportsudøverne var, at de alle havde fundet vej til toppen ved blandt andet at deltage i LAN-events. Dette foregik ved, at de deltog i diverse turneringer. På den måde havde de mulighed for at blive “opdaget”, og komme til prøvetræninger hos et bedre hold.
Jeg vil påpege, at de sociale relationer der opstår i løbet af en LAN-weekend, kan være væsentlige for de involverede personers fremtid i e-Sportsverdenen. Hvis de har ambitioner om et liv som professionel gamer.
Computerspil og LAN som interesse
Vi ser allerede nu, at flere foreninger, herunder Purhus som den mest lokale, tilbyder e-Sport. Der opstår også flere e-Sportsturneringer. (youSee Esportligaen betegnes p.t. som Danmarks “Officielle” e-Sportsliga.) Udviklingen har været enorm, og vil fortsætte de næste år. Her vil mange e-Sportsaspiranter have mulighed for at vise sig frem. Men deres muligheder for at gå over og tale med de personer (og dermed skabe det altafgørende netværk) vil stadigvæk kun være muligt til eksempelvis LAN-events, hvor de er fysisk sammen.
Udover at bidrage til foreningslivet i SIF, engagerer jeg mig i BlicherLAN, fordi jeg får rigtig meget igen - herunder blandt andet kontakt til andre mennesker i miljøet.